Dag nummer 6 - sidste skidag

Lørdag: Mette og Ditlev fik løbet rigtig mange ture sammen på piste 21 (kaldet eventyrbakken). Ved frokosttid var problemstillingen – hvordan kommer vi hjem uden bil? Løsningen blev, at Mette og Ditlev tog T1 op og kørte hånd i hånd ned af piste 13. Det gik vist rigtig godt – Ditlev havde god balance og havde nydt turen op og ned. Jeg, derimod, måtte som sædvanlig skøjte hjem. Op ad bakke. På slalomski. Uden stave. Men det giver god motion…

”Noen, vær snill og kom meg til undsætning - eg har blitt halvt nordmann!”

Jeg har en svaghed for norske oste, Aftenposten (skriver både om biler, skiskydning og langrend), hjemmebagt brød og en kop kaffe og tog derfor ned i Trysil bygden for at proviantere. Fik foretaget de absolut nødvendige indkøb af 8 forskellige slags brunost, bl.a. den nye Misvær fra Tine Meierierne som jeg blev anbefalet af min kollega Trond Solstad Bertheussen. Den er helt lys i forhold til de øvrige og jeg skal nok skrive en vurdering her på bloggen. Jeg fandt også noget ukendt granulatost med kommen og desuden skiveskåret storfekjøt, røget rensdyr og fenalår. Det skal spises næste weekend når familien kommer til Aalborg for at fejre min fødselsdag.
Det gamle snetermometer var gået itu og blev i dag erstattet med et nyt - model T95 fra SWIX.
Og så ned på skistadion igen. Gode gamle Trysil Knut. Arena.

Først af sted på klassisk ski, men fæstevoksen fra forleden var nu for varm og sneen klampede monsteragtigt under skiene. Jeg gad ikke stå med voksfjerner ved bagagerumsklappen på en kold p-plads, så tilbage og skifte til mkine Fischer RCS skøjteski.

Mette siger, at mine overarmsmuskler har fået de rette konturer igen. Men jeg siger, at musklerne ikke er blevet større, men de er blot hævede som følge af den helt urimelige omvæltning de har været udsat for i denne uge. Fra produktchef-overarme i sidste uge til World Cup biceps i denne! Energien var næsten forsvundet – jeg trængte til en hviledag, men kørte alligevel to en halv omgang inden redningen kom i form af et telefonopkald med besked om at aflevere Ditlevs skistave ovre i skiudlejningen. Det mest muntre indslag var mødet med løjpeprepareringsmaskinen – indrømmet, jeg er fascineret af både form, funktion og hestekræfter.

Her til aften havde Stine og Mette lavet en bradepande lasagne. Sammen med et glas rødvin var det et super måltid. Vi fik ordnet de praktiske detaljer, pakket tasker og besluttet at vi vil på Vikingeskipshuset på Bygdøy inden vi skal besøge Uiloq og Øystein Slettemark og deres tre børn i Nittedal søndag eftermiddag. Hjemrejse via Oslo søndag aften – der er meldt op til 18 m/s på Skagerak.

Bitte-smot afslutning

Fredag: Der var sidste Bitte-smot skiskole om formiddagen og instruktøren havde en lille overraskelse i form af en lille pose (frossen) vingummi til børnene. Dén gik rent ind! Ditlev er nummer to fra venstre på billedet herover. Om eftermiddagen var der Smottecup, som blev afviklet som et slalomløb med porte og tunneller som børnene skulle køre igennem. Det var helt i orden at køre med en voksen og alle ville få en fin guldmedalje ved målgang. Det var godt arrangeret med bl.a. speakning af de entusiastiske instruktører – to af dem var udklædt i Smottedragten og stod oppe ved starten og lavede lidt fis med de børn de ventede i køen. Ditlev skulle starte allersidst – og uden startnummer, ja han var sådan set slet ikke tilmeldt fordi hans langrendsforældre ikke kunne orientere sig på bakken. Nå, men det blev hans tur og han løb sammen med Mette.

Det første stykke var vel stejlt og farten blev høj. Da de nåede de tre buer som skulle passeres i hugstilling rev de den første ned, gled på maven mod den næste som Ditlevs hoved rev op af sneen! Hjelmen tog stødet (tak, fordi det er et krav!). De de fik sig hurtigt stablet på benene igen og kørte ned af det sidste flade stykke. Guldmedaljen blev overrakt af en slags isbjørn iklædt kjole og hvidt. Da han senere satte sig op og startede snescooteren kom der et eftertænksomt smil på Ditlevs læber – dén isbjørn kunne nogle ting!

På billederne ses Ditlev og Mette sekunder før de styrter og isbjørnen.

Derefter tog jeg på skistadion – Trysil Knut Arena – og kørte mine runder. I dag blev det tre omgange á 2,5 km i skøjtestil. En til opvarmning, en i konkurrencetøjet (14 minutter) og en bonusrunde til at slappe af på. Mens jeg kører mine kilometer tænker jeg meget på hvad jeg lærte af instruktørerne i NSP – særligt Ingerid Bøyum Aase (nu Smith), Klaus Egede, Frederik Lundblad og Knud Levi Jensen. Alt imens jeg okser derudaf dukker små detaljer om skøjteteknikken frem fra hukommelsen og det giver øjeblikkelig længere glid og højere fart!

Det var også dagen hvor onkel Mads' Mercedes 230E (w124) skulle trækkes op af hullet - billedet taler for sig selv - er der nogen der vil hjælpe?

Torsdag - skiløb for alle

Torsdag: I dag har været en fin dag for alle. Vi trak Ditlev ud på transportpisten i morges sammen med alle de andre børn, og placeret mellem benene på mig fik han vist endelig knækket koden til skiløb! Han hvinede og grinede og kunne bagefter detaljeret berette om hvordan det kildede i maven. Da vi kom derned fortsatte
vi må Smotte banen og hoppede henover nogle af figurerne. Bagefter startede Ditlev som planlagt på sit Smotte-hold. Da jeg kunne se, at nu gik det rigtig godt fandt jeg selv på, at jeg lige kunne skøjte hjem og hente bilen som vi jo ikke havde taget med. Det var så mindst 500 meter tilbage af transportpisten - altså på slalomskiene - i stort tøj - uden stave i plus 1 grader! Der var varmt i armhulerne ved ankomsten.... Da jeg havde skiftet sko og skulle ind i bilen oplevede jeg en forsmag på alderdommen: på grund af den (hårde?) tur i går og turen op af bakken måtte jeg løfte mine egne ben ind i bilen!

Om eftermiddagen tog Mette ud på slalomski (nu var de rustne kanter også holdt op med at trække kakaofarvede spor henover sneen). Hun kom helt op på toppen og havde haft en fin eftermiddag sammen med sin bror Mads.









Sidst på dagen var det så min tur til at komme ud på langrendsskiene. Jeg valgte skøjt og varmede lige lidt op ved at skøjte lidt op af den nederste del af alpinpisterne - og gik derefter ned på Trysil Knut Arena. Først den rigtige vej rundt på lysløjpen (som jeg troede var 3 km....), så en kort pause og en slurk vand, af med trøjen og denne gang med uret startet. Det tog 20 minutter at skøjte turen (denne gang modsat). Jeg var jævnt svedig, fuldstændig udaset og fik igen de der tanker om en kondition, der må være gået på pension i 40-års alderen.... For en sikkerheds skyld spurgte jeg lige en jente som kom for at træne, hvor lang den løjpe egentlig er?
Svar: 2,5 km. Dermed voksede min kilometertid lige fra 6 til 8 minutter.... (til sammenligning kører de hurtigste i World Cup ca. 3 minutter/km - og ja, det er dem jeg sammenligner mig med....)
Konklusion: der skal opstilles et nyt personligt mål (Vasaloppet, Marcialonga, Birkebeinerrennet (for hård?), en håndfuld lokale halvmarathons, noget svømning på tid, noget cykling og farvel til øl på hverdage....)


















PS: hvis kantinelederen fra WIP hjemme på Sonofon læser med her, så skal vi nok også have nogle endnu mindre tallerkner, så vi eliteløberaspiranter ikke kommer til at forspise os i den lækre mad! Desuden skal vi også have mulighed for et lille måltid klokken 10 og endnu et klokken 14.30 - vores blodsukker skal nemlig helst være konstant.

PPS: og der skal være norsk myseost på bordet!

Dag 3 - på mormorløjpen

Onsdag: Vi tussede selv rundt med Ditlev i børneområdet og hyggede os lidt. Men højdepunktet var nok alligevel en kop kakao med flødeskum nede på caféen. Om eftermiddage var det min tur til at løbe på ski og selvom det var nulføre, så besluttede jeg at ville gå en 10 km i klassisk stil. Bevæbnet med tre hårdvokse og en smøreklods gik jeg ned til Trysil Knut Arena (der er både konkurrenceløjper og en turløjpe). Den valgte løjpe gik ud af Ole G-vegen. Den kan du selv se på linket til løjpekortet.

Jeg gik hjemmefra ca 1430. Det var selvfølgelig først den varmeste voks (SWIX, Rød Extra, 0- +3 grader) der gav fæste, så det tog da også lidt tid.... Så afsted og hurtigt overhale tre svenske turister med smørringsfri ski. Første del af ruten er helt flad og halvvejs kommer der en længere, men flad stigning, så det burde jo ikke volde nogen problemer, men hurtigt gik det nu ikke. Jeg asede og masede og kom derefter op i hytteområdet, hvorefter der kun var et par km tilbage inden nedkørslen på den alpine transportløjpe. Men hurtigt gik det nu ikke og jeg svedte som en gris. Sporene var nu heller ikke perfekte alle steder og lige da turløjpen var slut hørte jeg en dyb motorlyd bag mig - og vupti - der kom løjpemaskinen og trak det flotteste spor! Nå, men over på den anden side af asfaltvejen og så ned (i plov og mørke). Jeg spottede vores eget område i tide og gik over til huset (på bævrende ben). Mette's kommentar var: Hvor langt har du kørt - du har været væk i flere timer! Klokken var da 1730. Jeg aner faktisk ikke rigtig hvad tiden er gået med, men jeg var da fuldstændig udaset og måtte straks ind på briksen med en dåseøl, peanuts og et bilblad - bare sådan lige for at komme lidt til mig selv igen. Efter badet måtte jeg tage et blund inden jeg var klar til aftensmaden. Tidligt i seng og en hel masse tanker om en kondition, der pt. er ude af drift.

Dag nummer 2

Tirsdagen er sluttet i fugtig nedbør og +1 grader og vejrudsigten for onsdag tyder på, at det fortsætter. Der er heldigvis sne nok, så det kommer ikke til at betyde så meget, men solcremen får vi vist ikke brug for. Ditlev synes ikke, at de (overgearede) instruktører fra Smotteklubben er helt tillidsvækkende, men onsdag prøver vi med fars egen skiskole - hvis jeg kunne lære det til moderen, så MÅ jeg da også kunne give drengen smag for vintersport.Sidst på eftermiddagen fortalte jeg en (til lejligheden opfundet) skrøne til Ditlev og fætter Karl om Snetrolden. Noget med at han kom forbi om natten og gav noget til de huse der var oplyste......

...... jeg kastede hurtigt en oversize Toblerone ud af vinduet og bad dem komme med hen og kigge efter spor. De overså chokoladen, men var pludselig ret interesserede i at komme ud. Først Karl og fem minutter senere Ditlev. Vi glemte alt om Snetrolden og byggede i stedet en sneborg ved hjælp af en spand og sneskovlen fra bilen. Istapper blev til antenner og indtil kort før aftensmaden byggede vi på den. Nu sover alle børnene og jeg må nok hellere finde på noget om den Snetrold.

Den første dag

Turen til Norge gik gnidningsfrit. I Color Lines terminal i Hirtshals er der opstillet en motorcykel som børn kan prøve - heldigvis virkede den ikke, men med sit Spiderman logo på tanken var den alligevel meget interessant. Vi diskuterede om Spiderman er en af de gode eller en af de onde - er der nogen der kan huske det? Første stop var i Horten hvor vi skulle besøge min gamle skiven fra NSP og kollega fra TELE Greenland Knud Levi Jensen. Han stortrives med studierne og kan supplere kosten med selvfangede fisk nede fra Oslo fjorden. Der går både torsk og ørred som kan fanges direkte fra klipperne.

Mandag: Første dag på skiskole gik fint - børnene var fordelt på de respektive hold og Ditlev startede på Bittesmot holdet. De kørte både ned af en lille bakke og op med et transportbånd. Bagefter fik vi varm kakao med flødeskum og en kage til - selvom det var før frokosttid! Det var diset i dag og ved middagstid regnede det endda lidt, så der blev ikke lige taget billeder af skiløbet, men her er et billede af seks søde unger, der spiser kartoffelpizza med bacon eller rettere seks søde unger der piller løg ud af kartoffelpizza med bacon. Det er fra venstre Marie, Albert, Karl, Ditlev, Freja og Laurits.

Mette og jeg tog lidt forskudt på ski i dag. Konkurrenceløjpen ligger kun 3-400 meter fra hytten og den er meget varieret og kuperet. Konditionen er elendig, men teknikken er ikke rustet så meget siden vi sidst var på ski (Trysil 2006).

På billedet af mig ser det godt nok ud som om, at det regner men det gør det selvfølgelig ikke! Sneen smelter øjeblikkelig på den varme overtræksjakke fra Trimtex.

Så er vi klar til skiferien

Billederne er fra sidste weekend hvor vi begyndte forberedelserne til årets skiferie. Nu er det to år siden vi sidst var på skiferie, så vi er rimeligt sultne efter at opleve fjeldene og de store tunge snetæpper over landskabet.

Turen går til Trysil i Norge og vi skal være sammen med det meste af Mette's famile: Albert, Freja, Marie, Stine, Christian, Ejgil, Karl, Laurits, Lotte og Mads. Hvor kan så mange mennesker da bo? Klik her!

På billedet øverst ser du det nye smørestativ i funktion - det letter smøringen af et par langrendsski helt enormt; klisterfjerner løber ikke ned af skien og ned i glidezonen og pålægning af glider går som en leg nu.

Af helt særlige sager har vi medbragt et spil skat og jeg forventer, at min svogre og jeg skal få styr på dette gamle tyske/sønderjyske kortspil.