fredag, april 03, 2015

Ud af Amerika og derpå helt ind bag gardinerne

TORSDAG
Vi havde bestilt børnerundvisning i FN's hovedkvarter og måtte derfor forlade USA for en stund. Sikkerhedstjekket var som i en lufthavn. På billedet herunder sidder Ditlev under flotte vævede (en gave fra Iran) billeder af de seneste generalsekretærer. 

Rundvisningen var helt i børnehøjde. Guiden lavede en lille øvelse med børnene hvor de fik forskellige roller: konfliktende parter, fredsmægler og fredsbevarende styrker. Meget illustrativt og forhåbentlig har det gjort varigt indtryk. På billedet herunder fortælles der om indholdet af den kasse med undervisningsmaterialer som FN sender ud ved katastrofer. De sender altid en tilsvarende kasse med fyldt med legetøj. 


Vi kom også forbi montrer med udstilling af miner og våben som skal minde om alvoren i de krige som opstår rundt om i verden:


Her er Ditlev i Sikkerhedsrådets mødesal (skænket af Sverige) http://da.m.wikipedia.org/wiki/FN's_sikkerhedsr%C3%A5d/

Her er jeg selv i Formynderskabets Sal som Danmark har skænket i sin tid. Møbelarkitekt Finn Juhl tegnede møblerne og indretningen:

Nu er vi i generalforsamlingens mødesal:
http://da.m.wikipedia.org/wiki/FN's_generalforsamling
Tiden løb i internationalt selskab og vi fik passene stemplet som minde om besøget. 

Mætheden af nye oplevelser bar ved at indfinde sig og vi gik hjem og fik en middagslur. Om aftenen havde vi bestilt en middag gennem EatWith http://www.eatwith.com/ som er et nyt koncept i den lokale deleøkonomi. Det fungerer på den måde, at en person som godt kan lide at lave mad opretter en aften på hjemmesiden og skriver hvad der serveres og hvor mange der er plads til. 
Så foruden os selv var der en familie fra Brooklyn (deres voksne børn som studerer i hhv. Dublin og San Francisco var også med) og selvfølgelig værterne Igal og Marina som var israelsk/amerikaner og russisk/amerikaner. Et lille internationalt selskab og Ditlev forsvandt ind på værelset sammen med den jævnaldrende  dreng - han forstod vist det meste og klarede sig igennem med yes og no. De spillede fodboldspillet FIFA14 på Xbox fik koblet deres spillernavne sammen så de kan spille med hinanden på nettet.
Det var spændende og lidt grænseoverskridende at komme på privat besøg hos en familie som man ikke kender på forhånd, men snakken gik lystigt bordet rundt og tre timer gik hurtigt.
Det skal vi helt sikkert prøve igen.